Miljøpris til ROCKWOOL

Mandag den 1. marts modtog ROCKWOOL EU’s Miljøpris 2020 i Danmark.
ROCKWOOl omstiller produktion i Danmark til biogas. Foto: ROCKWOOL
Virksomheden har reduceret udledningen af CO2 fra danske fabrikker med over 70 %.
Nyhed
- Matilde Fenger Flindt - maf@dgc.dk - GASenergi

Mandag den 1. marts modtog ROCKWOOL EU’s Miljøpris 2020 i Danmark. Det skete, da IDA (Ingeniørforeningen i Danmark), udråbte ROCKWOOL som vinder i kategorien ”bæredygtige processer”. Prisen er en anerkendelse af ROCKWOOLs udvikling og implementering af innovativ smelteteknologi og processer, der har reduceret udledningen af CO2 med mere end 70% fra de danske fabrikker.


Om valget af ROCKWOOL som prisvinder sagde formanden for den danske jury af EU's Miljøpris, Hanne Bach fra IDA Miljø: ROCKWOOL viser, hvordan vi kan bruge ingeniørkunst til at udvikle nye teknologier, der gør en forskel i løsningen af nogle af de klimaproblemer, vi står overfor i dag.” 

 

Markant mindre klimaaftryk

Frank Larsen, adm. direktør i RW-NC, og Bjørn Andersen, der er direktør for Teknologi & Produktion i ROCKWOOL Group, modtog prisen på vegne af ROCKWOOL.

"På vores danske fabrikker har rejsen fra afprøvning af de første prototyper til implementering af den færdige teknologi været utrolig spændende. At vinde EU’s miljøpris i Danmark er både en stor anerkendelse af vores internationale udviklingsafdeling, men samtidig et stort, velfortjent skulderklap til de danske fabrikker, sagde Frank Larsen under prisoverrækkelsen og glædede sig over, at de nye smelteprocesser på basis af CO2-neutral biogas gør ROCKWOOL i stand til at gå på markedet med isoleringsprodukter med markant mindre klimaaftryk," forklarede Frank Larsen.

Flere end 50 ingeniører her i Danmark har arbejdet for at udvikle ROCVKWOOLs patenterede teknologi. Der fandtes ikke færdige løsninger, som ROCKWOOL kunne købe sig til, derfor måtte virksomheden opfinde dem selv. I løbet af de kommende år planlægger ROCKWOOL også at konvertere andre af deres fabrikker, så de kan bruge den nye, fleksible smelteteknologi, hvor der er adgang til  grønnere energikilder.

 

Virtuel prisoverrækkelse med særlig hilsen fra minister

Selve prisoverrækkelsen foregik virtuelt og havde over 85 deltagere fra hele landet. Det er ingeniørforeningen, IDA, der efter aftale med EU-Kommissionen og Miljø- og Fødevareministeriet forestår konkurrencen, og derfor deltog også miljøminister Lea Wermelin med en særlig videohilsen.

Som vinder af den danske konkurrence for bæredygtige processer, så går ROCKWOOL videre til den europæiske konkurrence, hvor vinderen skal findes i 2022.