For direktør for Dansk Gasteknisk Center (DGC) Thea Larsen, er der ingen tvivl om, at grønne gasser - både som brint og som metan - skal være en del af fremtidens energisystem. Spørgsmålet er bare hvordan. Det skriver Ingeniøren.
I artiklen i Ingeniøren henviser Thea Larsen bl.a til udviklingen særligt i Tyskland og Holland. Den kalder hun interessant, fordi de to lande i høj grad rykker på brint-dagsordenen. De undersøger både mulighederne for at bygge et nyt net til brint og muligheden for at konvertere det eksisterende gasnet til et 100 % brintnet:
"Modsat herhjemme har man i de to lande et stort forbrug af brint i industri-processer og derfor nogle direkte aftagere til brinten. Det har vi ikke i Danmark, og derfor er det mere kompliceret at afgøre, hvordan vi skal bruge brinten," siger Thea Larsen til Ingeniøren.
Thea Larsen mener, at vi i Danmark bør lægge os i selen for at finde fornuftige anvendelser til ren brint - fx i industrien eller som afløser for store mængder af biomasse, som det nu er besluttet at udfase på de decentrale og centrale kraftvarmeværker:
"Med direkte elektrificering kan vi dække 60-70 % af energiforbruget. Derfor er der brug for andre energikilder, og her kan forskellige rørbundne gasser anvendes - og det dækker både metan og brint," påpeger hun over for Ingeniøren.
Hele artiklen kan læses på Ingeniøren Plus (bag betalingsmur)