Danmark får sit første testcenter for brintteknologi

Danmark får sit første testcenter for brintteknologi
Dansk Gasteknisk Center og FORCE Technology opretter det første testcenter for brinteteknologi i Danmark. Foto: Pixabay
Dansk Gasteknisk Center og FORCE Technology går sammen om at oprette "Testcenter for brintteknologi".
Nyhed
- Matilde Fenger Flindt - maf@dgc.dk - GASenergi

Med 6,8 mio. kroner i støtte fra Green Labs DK-programmet under EUDP, kan Dansk Gasteknisk Center og FORCE Technology etablere 'Testcenter for brintteknologi' og dermed gøre brintdrømme og klimaambitioner til virkelighed.


Det første af sin slags

Brint er nøglen til en mere grøn energisektor, og til at indfri regeringens klimamål og derfor er der behov for både nye og større testfaciliteter.

Centeret er det første af sin slags herhjemme, og det bliver en afgørende hjælp for energisektoren med omstillingen til brint og Power-to-X.

”Brint stiller nye og særlige krav til energisektoren. Det er ikke nogen uproblematisk gas at håndtere, og der er fx en lang række sikkerheds- og miljømæssige aspekter, vi også skal tage højde for. Derfor er gode testfaciliteter en forudsætning for at lykkes, og med Dansk Gasteknisk Center og FORCE Technologys erfaring på området er det naturligt, at vi går ind og løfter den opgave”, siger Helle Gottschalk Nygaard, der er laboratoriechef i Dansk Gasteknisk Center og overordnet projektleder for etablering af Testcenter for brintteknologi.

”Formålet med centeret er først og fremmest at støtte og lette udviklingen af ​​brintteknologier, så brint kan levere sit fulde potentiale i et integreret energisystem. Derudover vil centeret stimulere udviklingen af nye brint- og PtX-teknologier og hjælpe dem på markedet”, siger Nicole Ciacotich, afdelingschef i FORCE Technology.

Alle brintteknologier og alle størrelser anlæg

I testcenteret bliver det både muligt at foretage test og analyser inden for produktion, transport og forbrug af brint – fx materialetest, analyse af brintkvalitet, metrologi samt test for virkningsgrad, emission og lækage. Centeret bliver i stand til at servicere alle brintteknologier lige fra kedler og brændselsceller til store sektorkoblende anlæg samt fra kW- til GW-størrelse. 

Testcenterets fysiske placering bliver sammen med Dansk Gasteknisk Centers faciliteter i Hørsholm og i forbindelse med FORCE Technologys i Brøndby. Der bliver også tale om mobile testfaciliteter, der kan flyttes derhen, hvor behovet er.