
Mængden af biogas på nettet stiger hele tiden. Siden det første demonstrationsanlæg blev tilsluttet gasnettet i 2011, er der sket meget og der er nu tilsluttet 43 anlæg. Det skriver Jim Houmøller og Jeppe Bjerg fra Energinet meget mere om i en artikel i det nye martsnummer af GASenergi.
I artiklen skriver de bl.a., at gasnettet både kan lagre og flytte biogas rundt i Danmark og ud i Europa, hvor den bl.a. kan bruges til grøn opvarmning, grøn transport og supplere el fra sol og vind, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
Udviklingen af biogas på nettet går stærkt - der er etableret samme biogaskapacitet de sidste 5 år som de sidste 30 år tilsammen. Det første demonstrationsanlæg blev tilsluttet gasnettet fra renseanlægget i Fredericia i 2011, mens det første kommercielle anlæg blev tilsluttet i 2014. I december 2019 nåede tilførslen af opgraderet biogas i nettet op på, hvad der svarer til 11,7 % af det samlede gasforbrug, og i februar 2020 nåede tallet op på 13,6 %. Det er forventningen, at den tilførte biogas vil komme til at udgøre ca. 18 % af gasforbruget ved slutningen af 2020.