Nu skal alle følge gassikkerhedsreglerne

Sikkerhedsstyrelsen informerer: Nu skal alle følge gassikkerhedsreglerne
Nyt fra Sikkerhedsstyrelsen.
Nyhed
- Redaktion - redaktion@gasenergi.dk - GASenergi

Nu skal alle følge gassikkerhedsreglerne

Siden gassikkerhedsreglerne trådte i kraft 21. april 2018, har der været en overgangsperiode, hvor gasreglementet fortsat kunne bruges, når der skulle arbejdes på gasinstallationer eller gasanlæg. 31. december 2019 er overgangsperioden slut, og nu skal alle følge de bekendtgørelser, der knytter sig til gassikkerhedsloven, når der projekteres eller udføres arbejde på installationer eller anlæg.


Der er dog en undtagelse for installationer og anlæg, der er færdigprojekteret inden 1. januar 2020 efter gasreglementet. Disse arbejder kan gøres færdige frem til 31. december 2020. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal der søges om dispensation hos Sikkerhedsstyrelsen.

I alt er der fem bekendtgørelser, der knytter sig til gassikkerhedsloven:

•    Bekendtgørelse om sikkerhed for gasanlæg
•    Bekendtgørelse om sikkerhed for gasinstallationer
•    Bekendtgørelse om gasdistributionsselskaber
•    Bekendtgørelse om gaskvalitet
•    Bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel


Gassikkerhedsloven slår helt overordnet fast, at gasinstallationer, gasanlæg og gasmateriel ikke må være til fare for personer, husdyr eller ejendom. 
De tilhørende bekendtgørelser fastsætter regler om, hvordan sikkerhedskravene i gassikkerhedsloven kan opfyldes og stiller mere konkrete krav til produkter, installationer, kompetencer og kontrol med, at kravene bliver efterlevet. I nogle tilfælde henvises der til, at kravene kan opfyldes ved at følge specifikke standarder. På enkelte områder er det et krav i bekendtgørelsen, at en standard skal følges. Men generelt er det ikke obligatorisk at følge standarderne, sikkerhedskravene skal blot overholdes, og standarderne kan bruges som rettesnor. 
For nogle typer gasmateriel er det EU’s gasapparatforordning, der skal følges. For de typer af gasmateriel, som ikke er omfattet af forordningen, gælder i stedet den danske bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel. 


Gassikkerhedsregler.dk, der er en del af Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside Sik.dk, kan du finde gassikkerhedsloven og bekendtgørelserne. Desuden er der vejledninger til gasinstallationsklasserne og til anmeldelser. Der er også link til blanketter og til køb af standarder.