Eksplosion i Nel brint-tankstation i Norge

Eksplosion i Nel brint-tankstation i Norge
Foto: Nel
Flere brintstationer er lukket, mens hændelsen bliver undersøgt.
Nyhed
- Redaktion - redaktion@gasenergi.dk - GASenergi

Mandag omkring klokken 17.30 kunne indbyggerne i den norske by Sandvika høre et kraftigt knald, da en brinttank ved Uno-X tankstationen ved byens motorvejstilkørsel angiveligt sprang i luften. Det skriver flere norske medier, heriblandt public service mediet NRK.

Nu har brintselskabet Nel, der har leveret teknologien på brintstationen, meldt ud, at de tager sikkerhedssituationen meget alvorligt, mens myndighederne undersøger, hvad der helt konkret er gået galt. Det skriver mediet Tu.no.

"Det er for tidligt at spekulere i årsager, og hvad der er gået galt. Vores første prioritet er sikker drift af de stationer, som vi har leveret. Som forholdsregel har vi derfor lukket ti andre stationer midlertidigt, mens vi venter på mere information," siger brintselskabets koncernchef Jon André Løkke til mediet E24.

De fleste lukkede stationer ligger i Norge, men onsdag den 12. juni er det blevet kendt, at alle de 8 brintstationer i Danmark er lukket indtil videre. Det skriver Ingeniøren.