Biogasbranchen: Den danske biogassektor er verdens førende

Biogasbranchen: Den danske biogassektor er verdens førende
Arkivfoto
Biogassen kan klare de sværeste klimaudfordringer.
Nyhed
- Matilde Fenger Flindt - maf@dgc.dk - GASenergi

Frank Rosager, direktør for Biogasbranchen er pennefører på dagens debatindlæg på energysupply.dk. Han skriver i sit indlæg bl.a., at der er politisk konsensus om, at Danmarks rolle som foregangsland ikke i sig selv har den store værdi set i forhold til de nødvendige CO2-reduktioner på globalt plan.

Og videre: "at værdien ligger i, at vi viser andre og større lande, at det er muligt at realisere store CO2-gevinster. Derfor skal vi klogt vælge, hvor vi kan levere ny viden og erfaringer, der kan kopieres og skaleres op af andre lande.

Han beskriver styrkepositionen i den danske biogassektor:

"For det første kan biogassen spille en betydelig rolle i indsatsen for at reducere drivhusgasudledningerne i landbruget, idet biogas jo er metan, som blandt andet udledes fra husdyrgødning. Og netop denne indsats giver dobbelt effekt, da den opsamlede metan kan erstatte fossile brændstoffer. 

Adskillige danske eksperter peger på, at biogas distribueret via gasnettet er den mest oplagte energikilde til industrier, der anvender gas direkte eller til høj-temperatur processer – hvor el ikke ser ud til at være en løsning eller kræver supplerende brændsler for at balancere elnettet. Her kan vi vise globale industrier vejen frem mod klimaneutralitet.

Biogas er en billig og yderst oplagt energikilde til at sikre, at der er VE-strøm i stikkontakterne, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Biogassen kræver ikke store investeringer i nye lagerfaciliteter eller ledningskapacitet. Den kan leveres direkte ind i gassystemet, der allerede har den nødvendige kapacitet og de nødvendige sæsonlagre. Så biogassen kan anvendes præcis, når der er behov – og biogasdrevet elproduktion kan slukkes med kort varsel, når vinden blæser op.

I den tunge transport bliver gas allerede brugt i stærkt stigende grad i udlandet, da gaskøretøjer med nødvendig rækkevidde er tilgængelige – og i mange europæiske lande er det målet, at den fossile naturgas gradvist skal erstattes af biogas. I Danmark ved vi, hvordan man gør det, så her har vi et stort eksportpotentiale."

Frank Rosager beskriver den danske biogassektor som verdens førende:

"Igennem en årrække har den danske biogassektor positioneret sig som verdens førende. Danske virksomheder designer biogasanlæg over hele verden, udvikler og sælger komponenter til biogasproduktion, har en masse viden om, hvordan biomasse forbehandles og afgasses i biogasanlæggene. Virksomhederne er på vej op i størrelse, kompetencer og innovation ligger på et højt niveau, og eksportmarkederne er godt i gang.

I 2020 når vi op på, at Danmark afgasser 20 procent af gyllen, og samtidig er vi verdens førende med 20 procent biogas i gasnettet. Men det betyder samtidig, at vi stadig har et stort potentiale for at opsamle drivhusgasser i landbruget og udnytte gassen til at fortrænge fossile brændstoffer i energiforsyningen, industrien og transportsektoren."

Læs hele debatindlægget