Biogasanlæg til 90 mio. kroner indvies

Biogasanlæg i Outrup til 90 mio. kroner indvies
Illustration: Lundsby Biogas
Nyt biogasanlæg giver gas til 3500 husstande.
Nyhed
- Redaktion - redaktion@gasenergi.dk - GASenergi

På fredag bliver biogasanlægget i Outrup indviet. Allerede i juni i år leverede anlægget den første bionaturgas til naturgasnettet.

Det nye biogasanlæg udenfor Outrup er godkendt til at håndtere 125.000 tons biomasse om året. Det vil blandt andet være gylle, dybstrøelse, græs, majs og andet organisk materiale, som primært er lokalt og bliver leveret indenfor en syv kilometers radius.

Den producerede biogas vil blive omdannet til bionaturgas, der ledes til det lokale naturgasnet og kan bruges lokalt eller lagres i naturgasnettet, indtil der er brug for den. Outrup Biogas vil producere cirka 7 millioner kubikmeter bionaturgas om året, hvilket svarer til cirka 3.400 husstande.

Det giver en estimeret CO2-besparelse på 7.600 ton om året, der dog kan blive endnu større.

Biogasanlægget er i drift alle døgnets timer året rundt og har seks ansatte, hvoraf tre er chauffører, der skal køre med biomasse.